Søren Welling, der egenhændigt har bygget museet, har været en samler hele sit liv, og der er under opførelse af museet kun anvendt genbrugsmateriale han selv har indsamlet. Byggeriet tog sin begyndelse i 1973 og fortsatte indtil Welling’s død i 1996.

Søren Welling har ikke gjort brug af arkitekt, ej heller søgt om byggetilladelse. Hans filosofi var ”Det er lettere at få tilgivelse end tilladelse” Dette forhold er dog siden bragt i orden.

Landsbyen er bygget som små huse, og man finder skolestue, købmand, frisør, posthus, karlekammer, soveværelse, stuer fra klunketiden og meget, meget mere. Helt speciel er kirken, der i nyere tid har været anvendt i forbindelse med vielser.

I alt er der 36 rum med hver sin historie, selv en krostue hvor man kan nyde sin med-bragte mad.

Der er en stor samling af gamle landbrugsmaskiner, værktøj anvendt af skomagere, fiskere, tagdækkere, biavlere, ja, stort set alt hvad der har været af håndværk anno 1900 er repræsenteret.

Søren Welling startede sit livsværk med at samle sten, flinteøkser og lignende. I dag er der en stor flot stenaldersamling, der sammen med klædedragter, legetøj, bøger m.m. gør det til en oplevelse at gå gennem rummene, hvor man næsten føler bygherrens nærværelse, og sagtens kan forestille sig alle de gøremål han har haft gang i.

Oplevelsen ved at gå gennem museet, fornemme hvordan vore bedsteforældre’s og ol-deforældre’s dagligdag var, forstærkes af, at her må man røre ved tingene. Har du lyst til at stryge hen over lysedugen på bordet, røre ved et maleri, vugge lidt med dukken i duk-kevognen eller andet, så gør man det. Der er ingen skilte med teksten ”De udstillede effekter må ikke berøres”

Byggeriet viser tydeligt at Welling ikke har rådført sig med en arkitekt, men det er lige præcis det der gør det så spændende, og absolut et besøg værd.. Går man igennem de mange små rum kan man ikke lade være med at tænke på, at hvert et bræt og hver en sten, ja, alt, simpelthen alt, er indsamlet og opført af én mand – Søren Welling.